En udfordrende del ved at leve i en verden, hvor mennesker og kulturer er forskellige, er at lære at leve med accept. I stedet for at sammenligne eller konkurrere er den bedste måde at udvise nysgerrighed og lære om forskellighederne. så vi kan blive klogere på både verden omkring os og os selv.
Der er så meget krig og ødelæggelse i verden – mennesker, som forfølges og må flygte til andre steder. Alle mennesker og kulturer har noget unikt … deres egne kvaliteter at tilbyde, og hvis vi lærer at udvise accept folks forskellige evner, er jeg af den overbevisning, at verden vil bliver til et bedre sted på grund af det!
Denne accept gælder absolut også i forhold til personlig accept af de begrænsninger, som kan opstå gennem livet. Begrænsninger kan ske som følge af ulykker eller (som i mit tilfælde) kronisk sygdom. I mit tilfælde har der været flere af slagsen.
At overvinde psykiske tilbageslag eller omlægge ønsker og drømme for livet pga. helbred er noget af det det sværeste, jeg nogensinde har været igennem. Og ind imellem kan jeg stadig blive trist ved at tænke på nogle af de drømme, som jeg har måttet opgive.
Fra jeg har omkring 18-20 år var en af mine største ønsker og drømme for fremtiden at blive mor. En drøm jeg måtte opgive 20 år senere efter 8 års fertilitetsbehandling og en spontan abort i 22. uge, hvor jeg mistede et hold tvillingedrenge.
Efterfølgende måtte jeg finde den frihed og de fordele, jeg havde ved ikke at være blevet mor … ikke at have mine egne børn. Jeg var i mange år fuldt afklaret med det, men da mine jævnaldrende veninder og venner begyndte at få børnebørn, kom der lige et tilbageslag mere … for det ville jeg heller aldrig komme til at opleve.
Jeg fik hjælp af en rigtigt god psykolog, som lærte mig, at selv når himlen er sort og dækket af tunge skyer, så skinner solen oven over, og tingene skal nok blive bedre igen – specielt hvis man selv vælger at se på de positive sider. Dette er noget jeg har prøvet at efterleve … og selv om det ikke altid er nemt, så er jeg ikke knækket under for noget af det, som livet har smidt efter mig.
Den indstillingen har givet mig styrken til at tage kontrollen over mit eget liv, givet mig viljen til at være det bedste, jeg kan, uanset fysiske faktorer.
Jeg er ikke fri for at have dårlige dage eller triste tanker, men jeg forsøger efter bedste evne at finde frem til og fremhæve de positive ting, så de negative ikke får mulighed for at tage overhånd.
Min opfordring til alle er: Fortæl og vis jeres omgivelser, at I omfavner, hvem I er med fysiske og psykiske begrænsninger, men også en person med sociale rettigheder. En person med en værdig mening, som har interesser, som har mål og som elsker livet. Vis dem en person, der har styrke til at gøre en forskel i verden og ikke være uden en stemme i samfundet.