Motivations og Inspirations Dag

I dag fejrer vi motivation og inspiration dag

Godt Nytår alle sammen. Håber I havde en skøn aften og kom ind i det nye år uden skader og uheld.

I dag er det “National Motivation & Inspiration Day” i USA (det fejres også flere andre steder i verden) – og det vil jeg da gerne lige markere her på bloggen. At man i dag “fejrer” denne dag er faktisk en direkte effekt af angrebet d. 11. september 2001. Den amerikanske kongres vedtog blot et par måneder efter angrebet og skal være en påmindelse om, at selv om der er mange uhyggelige, slemme, irriterende osv. ting i livet og i verden generelt, så er der også stadig mange ting at leve, smile og være glad for.

Vi er mange, som af og til oplever, at verden ikke er særlig god ved os. I mit eget tilfælde bunder det ofte i noget med mit helbred, men der kan være rigtig mange ting, som … når de lander oven i hinanden … sagtens kan have den effekt, at man mest har lyst til at give op og bare glemme det hele – og nogle tager endda det tragiske skridt videre og begår selvmord, hvis de slet ikke kan se en vej ud eller væk fra alle de ting, som tynger.

Fyld hovedet med positive tanker og dit liv bliver mere positivt

Jeg erkender gerne, at jeg selv for ikke særligt længe siden også var netop der, hvor jeg næsten havde givet op og var klar til at springe ud fra Lillebæltsbroen – jeg følte mig så ekstremt ensom, min verden føltes umanerligt lille, energien og overskuddet var fuldstændigt opbrugt. Jeg stod uden job, økonomien var mildest talt anstrengt og efter at have sendt næsten 100 ansøgninger ud, kunne jeg ikke se, hvordan det nogensinde skulle komme til at blive bedre.

Jeg har tidligere være ude i en ret voldsom depression, så jeg vidste udmærket, at jeg burde gå til læge og få en henvisning til psykolog, eller som minimum få noget anti-depressiv medicin. Men når økonomien i forvejen er tyndslidt, så er der bare ikke plads til at betale for psykolog eller dyr medicin.

Giv ikke op - store ændringer tager tid
Skyer blæser altid over og sole kommer igen

Desuden ville hverken medicin eller samtaler fjerne det grundlæggende problem …. nemlig mine kroniske problemer fra fibromyalgi og Post Commotio Syndrom. De helbredsmæssige konsekvenser disse 2 diagnoser har ført med sig, har betydet, at mit liv er gået fra at være meget udadvendt og socialt til at være meget lille, ensomt og isoleret.

Og jeg HAR prøvet alle mulige og umulige behandlingsformer, medicin, alternativt osv. for at få det bedre, men alle læger og behandlere har opgivet, og jeg har fået beskeden: “Lær at leve med det”.

Det var ikke, fordi jeg havde lyst til at dø – jeg havde bare heller ikke lyst til at leve, sådan som jeg havde det.

For mig er det så grundlæggende en del af min personlighed at hjælpe og støtte, når jeg kan – specielt, hvis jeg har personlige erfaringer omkring emnet. Jeg er ikke en af dem, som umotiveret og anmassende påtvinger andre min viden, erfaring eller mening, men direkte adspurgt er jeg ærlig og hjælper, hvis jeg kan.

Og i mit tilfælde kom hjælpen fra en helt uventet side – en knibe eller situation, som en anden stod i, og hvor jeg havde mulighed for at hjælpe og støtte med baggrund i mine egne erfaringer.

En opringning fra én som behøvede min ærlighed, hjælp og støtte for at komme ud af en rigtigt skidt situation – så simpelt var det faktisk, og lige pludselig var jeg ikke “til overs”, men kunne rent faktisk hjælpe et andet menneske.

Den opringning har bundet mig sammen med 2 kvinder i et venskab, som er ved at udvikle sig til noget fantastisk … over noget så banalt som en utro og klam stodder, som havde bedraget og ført os alle bag lyset.

I starten gik snakken meget på stodderen, men forbavsende hurtigt gled den over på alt muligt andet i vores individuelle liv, og det er super fedt. Selv i de værste stunder kan vi få et smil frem hos hinanden. Deres indre styrke og måde at anskue verden og komme videre på har været en sand inspiration for mig, og det har motiveret mig til at kæmpe mig op af mit eget sorte hul.

Mit helbred er ikke blevet bedre. Jeg har dog fået nyt job, og økonomien begynder stille og roligt at blive bedre. Og jeg ser generelt meget mere positivt på tingene nu, og derfor skylder jeg disse 2 fantastiske, skønne og smukke kvinder en kæmpe tak … I ved hvem I er <3 <3

#MotivationandInspirationDay #motivationday #inspirationday #positivevibes #motivationmatters #inspireothers #motivationiskey #lifemotivation #staypositive #liveinthemoment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *