
I Bosters køkken kan der være meget travlt. Det varierer meget og afhænger af energi, overskud og inspiration. Jeg elsker at udforske og skabe lækre, velduftende retter og bagværk. Dog er jeg ikke den bedste til at udfordre mine smagsløg, da jeg faktisk er temmelig kræsen, så jeg udvælger de opskrifter, som jeg arbejder med, med stort omhu.
Inspirationen henter jeg bl.a. på rejser, besøg hos familie og venner, restaurantbesøg samt selvfølgelig på Pinterest. Desuden har jeg gennem årene fået foræret en del lækre kogebøger, som jeg holder meget af.
Jeg holder umådeligt meget af det traditionelle og gammeldags danske køkken, men jeg elsker også at prøve spændende opskrifter på eksotiske fremmede retter.
Bagning og madlavning til festlige lejligheder har altid været 2 områder, som jeg har været særlig glad for og specielt fremstilling af sjove, lækre og spændende desserter, er jeg helt vild med – både at lave og også at spise … jeg har HELT klart en forkærlighed for søde sager. Jeg springer gerne forretten over og spiser dessert i stedet, for der er sjældent plads til begge dele. Til gengæld spiser jeg bl.a. ikke fisk/skaldyr.


Jeg er så heldig at have både en søster og en niece, som har haver og dyrker frugt og grønt, så derfor er sensommeren og efteråret gerne fyldt op med både syltning og henkogning – hvert år skal der sammen med marmelader osv. til resten af året også prøves nye opskrifter og anderledes sammensætning af allerede kendte ingredienser – den bedste og mest velsmagende opskrift er måske ikke testet endnu.
Julen er naturligvis også et af de helt store højdepunkter i køkkenet. Med et stamtræ, som både har dybe rødder i England og Tyskland, er der masser af opskrifter at udforske og traditioner at prøve. Jeg har i mange år drømt om at holde både Thanksgiving og Jul med helt klassiske opskrifter fra det engelske køkken, og det tyske køkken byder på utroligt mange interessante ting også.
Tag med på mine kulinariske eventyr. Lad os sammen dele passionen for madlavning og gastronomi – prøve at skabe magi i køkkenet og nyde de mange smagsnuancer, som verden har at byde på. Lad os sammen udforske verden af køkkenkunst og skabe uforglemmelige madoplevelser sammen!
Velbekomme!