
Nogle gange kan selv den mindste handling eller ting, have den største indvirkning eller effekt på dit eget eller en andens liv – noget så enkelt som et smile, et venligt ord som “tunsind tak” eller “Have en dejlig dag” kan vende en dårlig dag og få livet til at virke bedre eller lettere.
Random Acts of Kindness betyder direkte oversat “tilfældige venlige handlinger”. Det kan være store som små, og hvordan man vælger at gribe dem an og gøre det, er helt op til én selv.
Det kan være noget så simpelt som at sætte en kop varm kaffe eller te på et skrivebord og sige “Hav en dejlig dag” – bare fordi personen ligner én, som kunne bruge lidt opmuntring eller har det svært. En venlig kompliment, et opløftende ord … der skal faktisk ikke så meget til.
Ud over at gøre nogen dag bedre og verden til et bedre sted …. du ved “mange bække små” … er der også andre gavnlige virkninger. Faktisk har forskning vist, at alene handlingen med at gøre noget for en anden giver os et kemisk rus … et boost af hormonerne serotonin, oxytocin og endorfiner – faktisk endda i højere grad end, hvis nogen gør noget for os. Disse hormoner er med til at forbedre vores helbred og generelle velvære.
Oxytocin er for eksempel med til at sænke blodtrykket og øge følelsen af optimisme, mens serotonin gør os gladere og endda har en helende effekt. Simple venlige eller betænksomme handlinger kan reducere smerte, angst og stress samtidig med, at vores energi, livsglæde og lykke øges.
Noget af det mest fantastiske ved venlighed er, at det smitter. Ved at starte med os selv kan vi inspirere folk omkring os til også at udvise større venlighed og omsorg – det kaldes “sommerfugleeffekt”. Et rigtigt smukt eksempel er filmen “Pay It Forward” fra 2000 (jeg elsker den film). Den viser, at ved at sætte gang i en række generøse og uselviske handlinger kan vi påvirke og forbedre verden omkring os.

Så længe du spreder varme og generøsitet i verden, betyder det egentlig ikke noget, hvordan du fejrer Random Acts of Kindness dagen. Ideen bag RAK er at gøre verden til et bedre sted ved at sprede lidt glæde omkring sig – gøre venlighed til en naturlig del af vores dagligdag.
Der er mange teorier om, hvorfor folk tiltrækkes af velvillig adfærd – men det øger i hvert fald sandsynligheden for, at andre får lyst til at gengælde tjenesten en anden gang.

Her er nogle simple eksempler på RAK handlinger:
- Smil og udvis venlighed overfor en fremmed på gaden
- Send en venlig besked til en i dit liv, som trænger til opmuntring.
- Overrask en ven eller bekendt med en kop kaffe eller te – en “bare fordi” pause i hverdagen.
- Overrask et ældre familiemedlem med et besøg.
- Fortæl dine kære, at de er vigtige for dig og betyder meget for din velvære.
- Giv lidt ekstra drikkepenge.
- Betal for en andens indkøbsvarer i supermarkedet.
- Giv til velgørenhed – tøj, penge osv.
- Giv en lille snack til buschaufføren eller kasseassistenten.
- Dekorer sten med venlige eller inspirerende ord og placer dem på offentlige steder – eller på naboens trappetrin.
- Bag en kage og tag den med på arbejde.
- Læg små sedler med inspirerende og venlige beskeder i bøger på biblioteket.
- Skriv dig op som organ-donor.
- Skriv en venlig og positiv anmeldelse af en lokal butik eller virksomhed … det kan gøre både på Facebook og Trustpilot.
Jeg har fundet mange flere ideer på bl.a. Pinterest – og jeg har også fundet denne fine inspirations-kalender, som du kan kigge på, hvis du vil gøre RAK til en mere indgroet del af dig og dine verden.