Boster byggesjusk

Som kronisk smertepatient griber man efter halmstrå for at finde en behandling

Siden jeg var helt lille har jeg haft en højtudviklet evne til at komme til skade på de mærkeligste måder og blive syg med de mest underlige sygdomme eller på de værst tænkelige tidspunkter – som da jeg var barn og 2 år i træk blev syg d. 24. december med henholdsvis mæslinger og skoldkopper, som man ikke blev vaccineret mod, da jeg var barn.

Allerede inden min konfirmation havde min far klippekort til skadestuen … ikke kun på grund af mig, men jeg besøgte skadestuen en del gange med brækkede eller forstuvede finger, håndled, arme eller ben.

Denne specielle og ikke særligt ønskede eller eftertragtet evne har fulgt mig hele mit voksne liv, hvor jeg efterhånden har besøgt en ret stor del af landets – og flere udenlandske – skadestuer.

Hortons hovedpine, Klyngehovedpine eller Selvmordshovedpine er også en af mine diagnoser
Fibromyalgi er en kronisk smertetilstand med varierende symptomer

Efter jeg fyldte 35 år har jeg desuden udviklet en formidabel evne til at blive ramt af usynlige og livsændrende kroniske diagnoser. Dette har åbnet mine øjne for det faktum, at rigtig mange mennesker ikke har nogen som helst anelse om, hvad disse diagnoser er for noget, og hvad det betyder for os, som lider af dem.

Det har desuden lært mig, at hvis jeg ønsker, at folk skal vide noget om skjulte sygdomme og, hvordan det er bl.a. at være kronisk smertepatient, så skal jeg selv ud af starthullerne – åbne munden og fortælle, hvad det betyder for mig, hvordan det påvirker mig … ikke bare fysisk men også psykisk.

Det hjælper ikke bare at læne sig tilbage og satse på, at andre tager teten … jeg skal selv gøre noget, og det vil jeg så blandt andet gøre her.